Til innholdet

Tyve fanget med GPS-sporing

Efter anvisninger fra GSGroups søgeteam har Københavns Politi anholdt to serbere, der nu er sigtet for organiseret tyveri af minigravere og andre entreprenørmaskiner for 1,2 mio. kr.

Et tyvetogt til Danmark forløb ikke helt som planlagt for to serbiske statsborgere, der mistænkes for at have begået en lang række tyverier fra sjællandske byggepladser.

Senest gik det ud over en byggeplads i Herlev, hvor tyvene stjal en Takeuchi TB216 minigravemaskine. Hvad de ikke vidste var, at gravemaskinen var forsynet med sporingsudstyr fra GSGroup.

Ejeren af gravemaskinen slog alarm til GSGroups alarmcentral, og snart var jagten i gang. Og et søgeteam fra GSGroup kunne spore gravemaskinen til en adresse i Havdrup ved Roskilde.

Politiet blev alarmeret og foretog en ransagning af de lejede lagerlokaler, hvor man ud over den netop stjålne maskine fandt yderligere entreprenørmateriel, der nu skal identificeres.

»Det er politiets opfattelse, at tyverierne har været organiseret og målrettet mod byggepladser på Sjælland, fortrinsvis det storkøbenhavnske område, og det er med stor tilfredshed, at vi har kunnet foretage anholdelserne, og dermed sætte en stopper for de to mænds aktiviteter. Der er tale om store værdier, der i sagens natur kan være svære at sikre fuldstændig mod tyveri. Ud over den materielle værdi, giver disse tyverier også ofte et tab i forhold til forsinkelser af arbejdet, der udføres på byggepladserne,« siger vicepolitiinspektør Torben Henriksen fra Særlig Efterforskning Øst (SEØ), der hører under Københavns Politi,

Der er tale om to mænd på 35 og 40 år, der begge er serbiske statsborgere, og som efter politiets opfattelse, over en periode fra november 2020 til anholdelsestidspunktet, har begået en lang række tyverier på Sjælland af minigravere og andre entreprenørmaskiner til en værdi af ca. 1,2 millioner kroner. Det antages at de stjålne maskiner skulle afsættes i Serbien. 

Relaterede nyheder